Det danske køkken

Frikadeller a la farmor

Frikadeller er en traditionel dansk spise, der forbindes med hverdagsmad, men også serves ved forskellige højtider og lejligheder som julefrokoster og påskefrokoster. Derfor er det bestemt ikke af vejen at mestre frikadeller a la farmor, hvis du vil være populær på hjemmefronten eller til en af de årlige sammenkomster. Nedenfor finder du en opskrift på gode danske frikadeller, så det er bare med at komme i krig med det samme.

Ingredienser til frikadeller

  • 500 gram hakket svinekød eller svin og kalv, ca. 10 % fedt
  • 1 æg
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1,5 løg
  • 1 dl mælk
  • 1 tsk. salt
  • Friskkværnet peber

 

Fremgangsmåde

Farsen kommes i en skål og røres sammen med salt og mel. Derefter tilsættes ægget, og farsen røres godt sammen igen. Dernæst tilsættes finthakkede eller revne løg (smag og behag).

Så tilsættes mælk og til sidst friskkværnet peber til farsen, der igen røres godt sammen.

Lad gerne farsen stå på køl i en halv times tid for et bedre resultat og dyp derefter en spiseske i lunkent vand og form frikadellerne inden de lægges på panden med smør.

Frikadellerne steges omkring fire minutter på hver side.

 

Serveringsforslag

Traditionelt serveres frikadeller med kogte hvide kartofler, brun sovs og rødkål eller rødbeder. Ikke desto mindre er der med tiden opstået mange flere kreative måder at servere frikadeller på. Det kunne for eksempel være med en frisk rødkålssalat og hasselbagte kartofler, med en couscous salat, spidskålssalat, grøntkålssalat eller lignende. Det kunne også være med en frisk kartoffelsalat, der også er en foretrukken dansk spise, der oftest serveres om sommeren.

For en variation i frikadellerne kan du også prøve at skifte svinekødet ud med hakket kyllingekød for en anden type frikadelle.

Billede: cyclonebill

Skriv et svar