Jeg elsker æggekage, og det skønne er, at der er masser af forskelligt tilbehør, man kan tilberede sin æggekage med. Så det er svært at blive træt af den gode gamle klassiker.
Men jeg har altid synes, at det er en kunstform i sig selv at vende omeletten på panden uden at ødelægge den. Og derfor laver jeg sjældent en omelet.
Er det nemt at lave æggekage?
Nu er jeg heldigvis stødt på en æggekage opskrift i Familiejournalen, hvor æggekagen bliver bagt i ovnen. Og nu hvor jeg har prøvet at lave en ovnbagt æggekage, går jeg aldrig tilbage til den ‘gamle’ metode med at stege omeletten på panden. Det er nemlig meget nemmere at lave en ovnbagt omelet, og så kan man naturligvis selv vælge, hvad man vil putte i.
Æggekage med forskelligt fyld
I opskriften nedenfor, som jeg har fundet i Familiejournalen er det det klassiske fyld med tomat og bacon.
Har du mod på en æggekage med endnu flere grøntsager ‘á la æggekage- ragout’. Den skal også bages i ovnen, så det er samme teknik.
Æggekage i ovn (fra Familiejournalen)
Til 3 pers.
Ingredienser
(15 min. + 45 min. i ovn)
300 g bacon
8 æg
1 spsk. kartoffelmel
1 dl mælk
1 tsk. salt
1 knsp. peber
2 tomater i tynde skiver
1 bdt. purløg
Tilbehør
Rugbrød
Fremgangsmåde
Læg baconskiverne i ét lag på en plade beklædt med bagepapir og steg dem i ovnen ved 225° i 15 min. Tag baconen ud og lad stykkerne dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Pisk æggene sammen med kartoffelmel, mælk, salt og peber og hæld blandingen i et smurt, ovnfast fad.
Bag den i ovnen ved 175° i 25 min., læg tomaterne på og giv den yderligere 5 min. Server med den sprøde bacon, klippet purløg og rugbrød.