Når sommeren rammer med den hede varme og brunende stråler, så er det ofte godt med en lækker milkshake, som kan virke lidt forfriskende og ikke mindst opfriskende i sommervarmen. Milkshaken er næsten idiotsikker at lave, da den blot består af blendet is og mælk tilsat den smag du nu ønsker og lyster. At lave en lækker milkshake til dig selv, familien eller gæsterne som en dessert er derfor en stensikker måde at få et velsmagende produkt frem på bordet, for alle kan lave den! Det kræver ikke nogle særlige “fiks-fakserier” eller tryllenumre. En foodprocessor er det eneste, der er påkrævet på nær ingredienserne selvfølgelig. Så kom i gang, for vejret er perfekt til det lige nu. Og så er der altid plads til en milkshake.
Milkshake med danske jordbær
At lave en milkshake med danske jordbær er rimelig oplagt lige i øjeblikket, hvor de velsmagende og kraftfulde danske jordbær vrimler frem på hylderne i supermarkedet og ved diverse vejboder. Det vil give din drik en ekstra sødme og friskhed. Mums, siger jeg bare.
Ingredienser: 4 pers.
- 1⁄2 liter mælk
- 250 g friske danske jordbær
- 2 spsk sukker
- 3 cm vaniljeflødeis fra en liter-pakke
- 8 isterninger
Sådan gør du
- Kom mælk, jordbær, sukker og vaniljeflødeis i et blenderglas og blend ved hurtigste hastighed i 15 sek.
- Fordel isterningerne sammen med jordbærmilkshaken i 4 høje kolde glas.
- Pynt evt. med friske jordbær
Som sagt: ganske idiotsikker og meget velsmagende. Milkshaken venter nu kun på at blive nydt og drukket. Skål og ikke mindst velbekomme!
Billede: osde8info