Det internationale køkken

Vietnamesisk wok gryderet med oksekød

Når man tænker på asiatisk mad, vil de fleste umiddelbart tænke på en wokgryde med masser af grøntsager med lidt små kødstykker i. Det er nemlig også den mest udbredte måde at kokkerere på i hele Asien. I den vestlige verden skræller vi jo kartofler, laver sovs og kommer et stort stykke kød i ovnen, og på den måde varierer vi vore favorit retter. Så du kan altså nemt prøve kræfter med orientalsk mad, det er slet ikke svært at fremstille. Du må gerne afvige fra opskriften og gå dine egne veje, så der er tusindvis af opskrifter på denne type mad. Jeg fandt på nettet denne opskrift på en gryderet fra det vietnamesiske køkken. Ved at fremstille retten helt fra bunden af med naturlige og friske råvarer, så opnår man et sundt og velsmagende måltid.

 

Ingredienser:

2 spsk + 2 tsk sojasauce
2 spsk + 2 tsk  frispresset limesaft
2 spsk lyst rørsukker
3 tsk fiskesauce
6 fed finthakket hvidløg
4 spsk jordnødde- eller rapsolie
2 tsk peber
salt
½ kg oksefilet i tynde strimler
200 g champignons i skiver
2 medium løg i tynde både
4 spsk hakkede saltede peanuts
3 forårsløg i tynde skiver

Sådan laver du vietnamesisk wok gryderet:

Bland sojasauce, limesaft, rørsukker og fiskesauce i en skål, og pisk det sammen til sukkeret er næsten opløst.

Bland hvidløg, 2 tsk af olien og peber i en anden skål.
Krydr kødet med salt. Varm en wok godt op, tilsæt et dryp olie og steg champignons til det meste af vædden er afgivet og fordampet og de begynder at brune. Tag dem op og hæld i en skål. Varm 1 tsk olie i wokken og steg halvdelen af kødet ved høj varme, så det steger i stedet for at koge. Rør rundt i kødet og tag det op i en skål så snart det er godt brunet på alle sider. Tilsæt 1 tsk olie igen og steg resten af kødet på samme måde, og tag også det op i skålen.. Hæld de sidste 2 spsk olie i wokken og steg løgene under konstant omrøring i et par minutter, til de begynder at blive bløde. Tilsæt nu hvidløgsblandingen og rør konstant i ca. 30 sek. Tilsæt kødet sammen med kødsaften fra skålen og rør rundt. Tilsæt til sidst sojablandingen og rør rundt til alt kødet og grøntsagerne er dækkede af saucen, og til evt. resterende sukker er opløst. Server med det samme.

 

Billede: kozumel